Et usædvanligt stort erstatningskrav er på vej DONG Energy Powe4r fra vrede elforbrugere, primært større og store erhvervsvirksomheder. Alt imens moderselskabet, DONG Energy, er i fuld gang med forberedelserne til Danmarkshistoriens største børsnotering risikerer selskabet at få et erstatningskrav på over en milliard kr. på halsen.
Op mod 1000 virksomheder landet over menes at melde sig under fanerne i et konsortium på tre handelsselskaber for at deltage i en fælles erstatnings- og konkurrencesag mod DONG.
I løbet af de næste par måneder rejser det nyetablerede konsortium Energi Danmark, Scanenergi og OK i fællesskab søgsmål mod Danmarks nye energigigant, der sidste år indlemmede jysk-fynske Elsam og sjællandske Energi E2 under sine vinger.
Konsortiet hævder på baggrund af kendelser fra Konkurrencerådet, at Elsam, der i dag ejes af DONG Energy, både i 2003 og 2004 – og sandsynligvis også i 2005 – fiflede med priserne og tog for meget for el.